Mogens Zieler 100 år 6/3 2005.

I anledning af Mogens Zielers 100 års jubilæum har Horsens Kunstmuseum arrangeret en stor særudstilling med egne og lånte Zieler-lærreder, med et tilhørende, pragtfuldt katalog.
Eftersom udstillingen koncentreres om malerierne, vil jeg gerne her på hjemmesiden gøre lidt ud af Zieler som "multi-", for ikke at sige: "multimedie-kunstner".

Foruden de andre billedmæssige teknikker som tegning, grafik, mosaik og skulptur, var Mogens også aktiv indenfor musik og poesi.
Poesien var en stor del af ham i begyndelsen, samt i slutningen af hans liv, hvor de mellemliggende år var fuldt optaget af billedkunsten, i alle tænkelige medier, samt musikken. Som udøvende musiker var det sækkepiben, der primært havde Mogens' bevågenhed; han skabte sit eget, rent danske repertoire for det skotske instrument.
Samtidig var han dog også meget glad for klassisk musik, specielt fra hans egen tid, og han sluttede venskab med en af de helt store i dansk tonekunst, nemlig komponisten Vagn Holmboe.
Det er netop Mogens Zielers evne til at inspirere en anden, på sit felt lige så stor kunstner, der efter min mening gør ham til en af vore vigtigste "multi-kunstnere".
I anledning af jubilæet gik jeg i dybden omkring 3 samarbejder mellem Zieler og Holmboe, og blev ganske begejstret for disse. Først og fremmest er der "tolv danske skæmteviser" fra 1950, som Zieler illustrerede og håndtekstede på munter vis.
Viserne bliver opført på Horsens Kunstmuseum d. 13/3 2005 kl. 11:00, ved et arrangement i "Holmboe-Festivalen"s regi. Barytonen Lars Thodberg og pianisten Peter Pade står for opførelsen, der muligvis er den første overhovedet. Kan man ikke komme til arrangementet, vil man efter denne dato, takket være venlig tilladelse af Edition Wilhelm Hansen, kunne opleve en MIDI-version af de meget sprudlende sange, og de ikke mindre sprælske illustrationer, her.

Den næste store Zieler-inspiration i Holmboes værk er den påtænkte "Sinfonia Zieleriana" fra 1965. Desværre ser det ud til at projektet er blevet opgivet, men der findes en enkelt sats på Det Kongelige Bibliotek, der lader til at være et forarbejde. Da det er usandsynligt at det nogen sinde vil blive opført, bringes det hermed, atter med tak til Wilhelm Hansen, i en MIDI-version, her.

Det sidste samarbejde mellem de to store kunstnere er tegnefilmen "Multityder" fra 1969, hvortil Holmboe har komponeret den originale musik. Indspilningen er med medlemmer af Det Kongelige Kapel, og Mogens har selv enkelte soloer på sin lille øve-sækkepibe.
En DVD-udgave er, takket være venlig støtte og tilladelser fra: Horsens Kunstmuseum, Det Danske Filminstitut, Filmmuseet, Edition Wilhelm Hansen, og ikke mindst Mogens Zielers Fond, nu en realitet, og kan købes på Horsens Kunstmuseum i udstillingsperioden. Evt. restoplag formidles gennem denne hjemmeside: Multityder.