Mogens Zieler - et liv i kunsten.
Mogens Zieler blev født i København i 1905 som yngste søn af en søofficer.
Han begyndte at male allerede som dreng. Nedenstående illustration viser
hans første, vellykkede forsøg på et lærred, og fra da af var han sikker på
at han ville være maler.

1: Hustage, 1918.
Fremherskende i kompositionen er det Zielerske initial og symbol, "Z"-et -
som forfatteren C. F. Garde gjorde Zieler opmærksom på i en moden alder.
Selv havde han aldrig bemærket det.
Efter at have bestået studentereksamen, studerede han ved flere forskellige
kunstskoler i København. Størst betydning fik Harald Giersing.
Zieler var altid åben for alle mulige inspirationskilder, i dette tilfælde
en berømt dansk digter:

2: Fantasi over tegning af H.C. Andersen, 1927.
At H.C. Andersen var en fremragende billedkunstner, er efterhånden
almindeligt kendt - Zieler opdagede det allerede i 1927!
Zieler studerede også grafik og fresco-maleri på Kunstakademiet.

3: Ballet-Scene, 1940.
Mogens Zieler debuterede i 1926 på Kunstnernes Efterårsudstilling.
Samme år blev han tilknyttet Cai M. Woels Forlag som illustrator, en
funktion han efterhånden udvidede til at omfatte kontrollen med alle aspekter
af bogens fysiske fremtræden: Zieler blev bogkunstner!
Efter hans egen opfattelse var bogkunst-karrieren sekundær i forhold til
maleriet; når publikum kunne have den omvendte opfattelse, skyldes det nok
hans bogillustrationers robuste og markante stil.
Blandt de mange forfattere der blev udgivet i Zielers fornemme udstyr kan
nævnes: Walt Whitman, H. C. Andersen, Karen Blixen, F. Voltaire; også ældre
værker som f. eks. de orientalske digte "Gilgamesh" og "Sakuntala", for
ikke at nævne "Tusind og Een Nats Eventyr" og Æsops fabler, som han prægede
med sin streg.
Herunder en illustration fra Æsops Fabler.

4: Sure rønnebær, 1945.
Zieler blev gift med Bennie i 1930.

5: I brunt, hvidt og sort, 1940.
Senere samme år rejste det unge par ud i Europa for at bese de gamle
mestres værker på de store malerimuseer. Det blev lidt af et antiklimaks:
Zieler følte indtrykkene som direkte hæmmende for hans egen kreativitet.
Senere mente Zieler nok selv, at han alligevel kunne øse af erfaringerne
fra denne rejse, blot tog det nogle år før indtrykkene kunne bundfælde sig
til en brugbar form.

6: Selvportræt
I 1939 rejste Mogens og Bennie Zieler til Fjernøsten, hvor de bl. a.
besøgte Java, Bali og Celebes.

7: Fiskerbåde på Celebes' kyst, 1944.
Paradoksalt nok - og derfor typisk for Zieler! - var disse forholdsvis mere
eksotiske påvirkninger langt mere umiddelbart frugtbare for hans skaben. I
årtier efter rejsen kunne han male billeder, baseret på skitser og sin
eminente hukommelse, der så ud som om de var lavet på stedet.
På dette tidspunkt blev Zieler interesseret i den skotske højlandssækkepibe
og dens musik. Det blev en altopslugende, smitsom passion, der i vid
udstrækning influerede på hans liv og billedkunst - klik på linket for at
møde "Piper Zieler"
Disse "Halvtredie løve" er fra Zielers meget instruktive bog om "Løvejagt
i Jylland" - et hovedværk.

8. Halvtredie løve, 1950.
Dengang i fyrrerne blev de store, københavnske søndagsaviser produceret i
et forholdsvist adstadigt tempo, hvilket åbnede mulighed for at bringe
vellykkede og overbevisende farve-reproduktioner. Herunder en illustration
af den traditionelle "dansende pinsesol", der prydede forsiden af et stort
dansk dagblad.

9: Pinsemorgen.
Blandt de mange andre opgaver der blev Mogens Zieler til del, har rum- og
bygningsudsmykninger en fremtrædende plads. Her en overbevisende
gavlreklame for et mejeriprodukt!

10: Så er der serveret!
De følgende mange år delte Mogens og Bennie deres tid mellem lejligheden i
København og et lille, men pragtfuldt sommer-atelier i Sondrup ved Horsens.

11: Atelieret på Landet.
Om vinteren arbejdede Zieler med grafik og bogillustrationer, mens sommeren
gik med rideture i landskabet, skitsering, maleri, og tegninger som Bennie
kunne lægge til grund for de billedtæpper, hun vævede, og som blev et
berømt supplement til hendes mands allerede legendariske lærreder.

12: Rævesolen, 1969.
Her et morsomt maleri, der illustrerer Hr. og Fru Zielers samarbejde, godt
hjulpet af en solsort!

13: Sol på trenden.
Det smukke, kuperede terræn omkring Horsens Fjord med de mange småskove
leverede inspiration til Zielers mange skov-billeder, og billeder af de
vilde dyr og planter.

14: Skov.
Mogens Zieler levede lykkeligt sammen med Bennie, deres dyr og mange venner
til godt ind i halvfjerdserne, hvorefter livet ikke længere var særlig
nemt.
Han havde meget svært ved at forholde sig til at han skulle herfra, fordi
han havde så meget at leve for. Han følte, at han stadig var midt i en
læreproces, så meget endnu han gerne ville forstå, der var så meget han
gerne ville give. Generøsiteten var et fremherskende træk hos ham.
Engang i de gode år sagde Zieler i et interview med journalisten C. F.
Garde, at han med sin kunst ville vise, at glæden er større end sorgen. Og
ingen vil nægte, at hans billeder for langt størstedelens vedkommende
udstråler vitalitet og livsglæde. Men selv om han kunne synes nær det høje
mål, tog sorgen alligevel magten i hans liv. Nemesis var grum. Han mistede
Bennie under dramatiske omstændigheder, et tab han aldrig forvandt, og i
hans sidste år svigtede både glæden og den skabende evne ham, indtil han
syg og udmattet døde i 1983.
Men den uudtømmeligt rige fond af kunstnerisk skaberglæde som han i sine
billeder og bøger efterlod os andre - den vil altid bestå!

15: Familiebillede, 1968.
Tilbage til index-siden